Årets tredje sandart var et solidt eksemplar.
Jeg var på aftentur, og havde siden sidste tur fået rigget et pr nye 23 cm Storm joker vert jig op. Det er fedt med nye jig til de fisk der hugger, men ikke bliver kroget. Så kan man nemlig finde ud af, om det var gedde eller sandart, ved at kigge efter mærker i jiggen. Når jiggen først har fanget 10 fisk, bliver det svært at skelne nye og gamle mærker.
Tidligt på turen fik jeg lokaliseret et godt ekko ved hjælp af min Mega 360 Humminbird transducer. Fisken var dog meget afvisende, så jeg gemte et waypoint, og besluttede at vende tilbage når det blev tusmørkt, for at se om den så var lettere at overtale.
Indtil det blev tusmørket lykkedes det mig kun at finde ét andet ekko at fiske til, denne fisk steg resolut til jiggen og inhalerede den, og i to sekunder var min Black Muse stang flexet helt i bund, hvorefter krogholdet røg. En hurtig inspektion af jiggen afslørede, at jeg lige have mistet en god sandart.
Tilbage på mit waypoint fra tidligere fandt jeg hurtigt det gode ekko igen. Det havde kun flyttet sig 15-20 meter så det var nemt at lokalisere på 360 transduceren.
Jeg gik forsigtigt til værks og startede med at fiske jiggen meget højt over fisken for ikke at skræmme den – ingen reaktion.
Så lidt tættere på, og flere gange frem og tilbage over fisken – stadig ingen reaktion.
Til sidst var jiggen kun en halv meter over fisken og i 5 minutter fiskede jeg på alle sider af fisken, hvor den hverken virkede interesseret eller blev skræmt.
Endelige steg fisken til jiggen og stod lige oven i den, kort efter faldt hugget, og for anden gang denne aften flexede stangen helt ned i håndtaget.
Fisken fightede tungt og aggressivt, så jeg havde den faktisk mistænkt for at være en gedde, men til sidst kom en massiv rogntung sandart til overfladen.
Fisken havde kørt Storm jiggen helt i kælderen – jeg bliver imponeret hver eneste gang så stor en jig ligger krøllet sammen helt bagerst i fiskens gab.
Fisken kunne vejes til 8,76 kg, og ligesom på sidste tur, gjorde det dårlige lys det svært at tage et ordenligt billede. Sandarten blev returneret ved at skubbe hovedet nedad, og så fik jeg den klassiske highfive fra halen, da fisken stak af – tak for besøget.
Som altid bestod setup’et af stang og hjul fra 13Fishing (Muse Black Casting 7’ 10-30 gr. og Concept Z SLD med Sufix 131 i 0.12)