Lørdagens fiskeri stod på rovfisk. Ishøj Sportsfiskerklub havde arrangeret predator konkurrence på søen, og der var fine præmier til de største aborrer, sandart, og gedder.
Thoke og jeg fiskede sammen, og arbejdsfordelingen i båden var skarpt trukket op. Thoke stod for at navigere og finde fisk, mens jeg stod for afkrogning, vejning, samt mad og drikke. At fange fiskene var dog en fælles opgave vi delte ligeligt.
Vi startede ved solopgang med gedder og sandart, da vi mente at de ville være mest aktive i morgentimerne, mens vi regnede med at kunne fange aborre hele dagen.
Efter 5 minutter kunne Thoke melde om det første ekko på vores Humminbird Solix instrument, og efter at han havde placeret båden korrekt, susede vores Storm jigs i dybet. Ekkoet steg straks til vores jigs, og der blev holdt ekstra stramt om stængerne. Heldigvis valgte fisken min jig, og jeg fik en god fight fra en sandart på 4,1 kg. Det var desværre eneste sandart i vores båd den dag. Til gengæld var gedderne i hugget, og da Thoke var en fremragende styrmand, fik jeg i alt lov til at pille vertical jigs ud fra glubske geddekæber 9 gange i løbet af dagen.
Aborrerne viste sig at være ultra svære at få i hugget, men med en god portion tålmodighed og finesse fiskeri, lykkedes det os at fange et par håndfulde småfisk med de største på beskedne 240 og 340 gr.
Ingen andre både fangede aborre, så vi snuppede både første og andenpladsen her. Thoke fik største gedde på 5,92kg og min sandart rakte også til en førsteplads, så det blev en fin høst i vores båd med 4 præmier.