Yes – endelig årets første tur efter sandart. Uret ringede 03:30, så jeg var sikkker på at lægge på søen i det første lys. Bilen var pakket dagen i forvejen med både frontmonteret og hækmonteret Minn Kota, batterier og mere grej end jeg nogensinde kunne nå at bruge.
Der var lovet helt vindstille hele formiddagen, så det skulle bare udnyttes, inden det skulle blæse op.
Båden blev rigget til i mørke og jeg fik sejlet ud i mørket. Jeg nåede dog kun 100 meter inden der lå en stor isflage i vejen – nå, uden om den og så videre, men så lå der en isflage mere. I det første lys måtte jeg konstatere at hele søens dybe område var dækket af is. Kæmpe antiklimaks!
I de næste 4 timer lå jeg så stille i et hul på 50×50 meter, og ventede på at isen skulle tø.
Ventetiden blev brugt med min nye Muse Black casting 5-20gr og tilhørende Concept Z hjul fra 13fishing. Det er et virkeligt lækkert sæt der kaster helt fantastisk og er en fornøjelse at fighte aborre på.
Det lille hul i isen blev grundigt affisket med et rig bestående af et VMC jighoved monteret med gummi fra 13fishing og ophænger på en VMC wide gabe spinshot krog og en af de nye Storm Tock minnow i 7 cm.
Da der er en del mindre gedder er hele rigget bundet på 0.50 Sufix fluorocarbon. På grund af det stive forfang er det netop godt med spinshot krogen, der “stikker” lidt mere ud fra hovedlinen, end en traditionel dropshot krog, og derved kroger bedre.
Det blev til 15 aborre, så det var underholdende nok, men det var jo ikke helt formålet med turen.
Da vinden endelig kom, forsvandt isen på et kvarter, men til gengæld kom der så meget vind, at båden ikke kunne holdes stille, selvom motoren var i bakgear på max.
Jeg nåede at fiske på 3-4 fisk der ikke var specielt interesserede, og så måtte jeg kapitulere og sejle i havn.