Tidlig morgen på søen og vindstille. Lyset var lige brudt frem, og der blev fisket til det første ekko.
Noget var usædvanligt, for før jiggen kom ned til fisken, var ekkoet væk fra Solix skærmen.
Dette gentog sig nogle gange, og så kunne vi drage den konklusion, at fiskene ikke stod stille, men var i bevægelse. Næste fisk stoppede vi på to gange, og ud fra GPS sporet på vores Humminbird, kunne vi se hvilken retning fisken svømmede i.
Vi fik den ind under båden igen, og sejlede lidt videre i den retning den svømmede i, lod jiggen glide ned gennem vandet, og timingen var helt perfekt.
Fisken steg hurtigt, og jeg mærkede det lille puf fra en sandart, der inhalerede Storm jiggen. Fuld flex på stangen og kort efter brød en smuk sandart vandoverfladen – ung, men stor fisk, helt uden ar/mærker. Hurtigt billede og ud igen.


En halv time senere stod fiskene stille og vi kunne fiske mere normalt, hvilket også gav en del flere hug og fisk.
Resten af dagen fik jeg ikke flere sandart, men en god håndfuld gedder op til meteren.