Selvom gydningen nærmer sig er der stadig gang i aborrerne. De er gået fra aggressivt at tage store agn til nu forsigtigt at tage mindre agn, som rejer, tanglopper og lignende. Derfor bliver der primært fisket med levende rejer, eller helt små gummidyr på dropshot.
Dog kan det stadig lade sig gøre at fange dem på wobler, hvis farven og gangen provokerer fisken nok, og det er bare sjovere at fange fisken på spin, med de kontante hug.
I weekenden kombinerede jeg mit fiskeri, så der blev fisket reje i pauserne, og ellers blev arbejdet med en lille shadow rap shad. Jeg skulle lige finde dagens opskrift først, og det viste sig at være en wobler med orange bug, og helt jævn indspinning, uden spinstop og uden jerks, som ellers plejer at være den sikre opskrift – endnu engang fik jeg mindet mig selv om, at man skal huske at prøve noget andet, hvis det man plejer at gøre ikke virker – det er forskellen på nogen gange at fange fisk, og fange fisk (næsten) hver gang.
Fordelingen af fisk på reje og wobler var nogenlunde ligelig, men snittet på fisk taget på wobler var størst. Alle fisk på wobler var kroget helt yderligt, så det var tydeligt at fiskene huggede i aggression og ikke af sult.