Så blev det til endnu en tur efter aborre, men denne gang måtte jeg møjes med et par timers fiskeri.
Fiskeriet var bestemt ikke let, men det lykkedes med et par fine fisk på land, og endnu engang var det woblerfiskeriet, der var i fokus.
Når fiskene er træge og ikke lige i hugget, skal de ofte provokeres til hug. Provokationen er nemmest at skabe med en agnfisk der panikker. Problemet disse dage er, at en levende skalle ofte bliver træt efter få minutter i vandet, og typisk kun panikker, når en aborre er efter den, og der er ingen aborre efter dem på disse dage, medmindre man rammer lige foran næsen på en med sin agnfisk.
Så var det lettere at skabe panikken med rapala shadow rap shad fisket med små hurtige jerk. Det skabte den ønskede reaktion fra aborrene, og langt de fleste fisk blev taget på denne metode. Dagens største fisk omkring de 1600 gr faldt dog for en skalle, som blev fisket på flåd, da jeg lige skulle have en kop kaffe.