Hvad kunne være bedre i weekends hedebølge end at være en dag på havet? Ikke ret meget efter min mening, og slet ikke når der fiskes arter fra Thokes toptunede Orka 540WA.
Vores tidligere rekord var 16 arter på en dag, så målet var selvfølgelig at fange flere denne dag.
Vi havde hjemmefra en liste med de 26 arter som det er muligt at fange på Øresund, faktisk var den kun på 25 til at starte med, men vi fik tilføjet en lubbe til listen, da der pludselig landede sådan en i båden.
Det kendskab vi har opbygget til Øresund hjalp en stor del hele dagen, og Thoke sejlede flittigt båden fra plads til plads, og holdt både tilbage på påhængsmotoren, når vi skulle fiske meget præcist, og styrede drevet ved brug af den frontmonterede, når der skulle fiskes over et stræk.
Det var primært medefiskeri med børste orm eller sildestykker, alle fisket på VMC’s røde 7054TR fladekrog helt nede fra str 6 og op til str 1/0. Alle bundet på Sufix fluorocarbon, så agnen blev præsenteret bedst muligt.
Da vi nåede sidst på dagen fangede Thoke art nr 16, og så manglede der kun en fra vores rekord – vi havde gemt den lille kutling til netop dette tilfælde og sejlede til nogle store sten, hvor vi vidste den boede – Det tog mig under 30 sekunder at fange det lille kræ, og så var rekorden sat.