22. December havde jeg årets bedste fiskedag. Den stod endnu engang på aborre fisket på bunden med levende skaller. Tilmed i bedste selskab med Martin Olsen og Morten Schulz.
Kort tid efter det var blevet lyst fandt jeg fiskene helt ude i kastet, og den næste halvanden time havde jeg et ret godt fiskeri, hvor jeg blandt andet ramte en vanvittig ”4 på stribe” med fire fisk i træk over 1500 gr: 1860, 1520, 1640 og 1520 gr.
Kl 10.30 døde fiskeriet dog fuldstændigt, og de næste 3½ time blev noget af en ørkenvandring, hvor jeg trods ihærdig indsat kun landede et par enkelte pjevser.
Heldigvis sluttede dagen som den var startet. Kl 14 var der ende på ørkenvandringen, og den blev tilmed afløst af en fantastisk fisk. Første hug i mere end en time var en stærk fisk, som leverede en forrygende fight, og valgte at svømmede gennem en masse siv inde foran egen bred.
Jeg fik heldigvis presset fisken løs, og da den endelig kom i overfladen kunne jeg godt se, at det var en ret grov fisk. Krogen sad i underkæben, lige der hvor jeg skulle håndlande fisken, så det var svært at få et godt greb i fisken, men det lykkedes og jeg kunne notere mig en ny personlig rekord på 2400 gr.
2.400 gr og ny personlig rekord
Morten fik taget en masse billeder og jeg genoptog fiskeriet. Nu var der gang i fiskene, og pludselig kom der endnu en tung fisk, der også kunne bryde den magiske 2-kilosgrænse, 2060 gr. helt præcis. Det gode fiskeri fortsatte frem til solnedgang, og så var det bare hjem til familien – kan lige afsløre at anlægget i bilen på vejen hjem spillede en del højere end det plejer.
2.060 gr